top of page
Søg
  • Sophia

En god morgen for dit sensitive barn

Opdateret: 27. jul. 2022


Enhver forælder til et sansestærkt (også kaldet særligt sensitivt) barn ved, hvordan en stressende morgen kan ødelægge hele dagen, hvorimod en god morgen kan være grundlaget for en dejlig dag.

Og hvad kan så være med til, at I får en god start på dagen?

Først og fremmest er det vigtigt, at dit barn har fået en god nats søvn (læs mere om søvn her ->https://www.hspbalance.dk/post/2019/01/17/god-sensitiv-nat-min-skat

En god nattesøvn er vigtigt for ethvert barn, men det er især vigtigt for et sansestærkt barn.

Men helt ærligt - en god morgen starter med dig selv... Hvordan hænger det mon sammen? Jo, hvis du er veludhvilet og stressfri om morgenen, smitter denne energi af på dine omgivelser. Inklusiv dit sansestærke barn. Hvis der er noget, sansestærke børn er eminent gode til, så er det nemlig at fornemme stemninger.

Sørg for at sætte din alarm, så du er oppe i god tid til at give både dig selv og dit barn en god og stressfri start på dagen. Sæt tid af om morgenen til at dit barn kan vågne stille og roligt. Han/hun har brug for denne ro for at kunne forberede sig på den kommende dag - hvad er der på skemaet i skolen i dag? Hvad skal der ske efter skole? Hvilke lærere skal jeg have? Bliver det en lang dag, eller kan jeg gå hjem efter skole? Disse er nogle af de spørgsmål, dit barn har brug for tid til at reflektere over om morgenen, når han/hun vågner op. Nogle børn nyder at blive nusset lidt, imens de vågner, hvilket kan være en rigtig god start på dagen.

Find tøj dagen før, så I ikke behøver bruge tid på det om morgenen. Find evt. to sæt tøj sammen med dit barn, som han/hun kan vælge imellem næste morgen, men gør det tydeligt, at der kun kan vælges imellem de to sæt.

Forbered madpakke, snack mv. om aftenen og pak skoletasken, så den er klar til en ny dag. Dette vil give dig mulighed for at være nærværende med dit barn og samtidig give dig selv en stressfri morgen, da du ikke behøver finde tingene og pakke tasken i sidste øjeblik. Da sansestærke børn ofte 'opfanger omgivelsernes energi', vil han/hun højst sandsynligt stresse, hvis du er stresset og være rolig, hvis du er rolig...

Nogle sansestærke børn (især yngre) nyder godt af at have et skema med billeder af, hvad der skal ske i løbet af dagen. Det hjælper dem med at visualisere aktiviteterne og dermed forberede nervesystemet på skoledagen/eftermiddagen.

Giv dit barn sunde valg til morgenmåltidet. Mange sansestærke mennesker reagerer på sukker, så forsøg at undgå dette i dit barns mad. Især om morgenen og om aftenen, hvor det er ekstra vigtigt med et stabilt blodsukker.

Nogle sunde morgenmåltider kan være:

-Fuldkornstoast med smør og et blødkogt æg

-Frugt med müsli (uden for megen sukker tilsat) med jeres foretrukne mælk/yoghurt

-En frugt/grøntsags-smoothie med mandler ved siden af

-Havregrød med en klat smør og en smule kanelsukker (kanel virker stabiliserende på blodsukkeret)

-Frisk frugt skåret i tern med yoghurt eller jeres foretrukne mælk

Tag hjemmefra i god tid, så du har tid til at give et kram og måske følge dit barn til klassen, når du afleverer ham/hende. Eller sørg for, at der er god tid til at få overtøjet på og sende dit barn afsted, hvis han/hun selv cykler til skole. Igen, dit stressniveau påvirker dit barn, så hvis du er stressfri bliver skiftet fra hjem til skole meget nemmere, og dette vil give dit barn en god start på dagen.

Og husk så dig selv på, at du gør dit bedste! Alle forældre kan have en øv-morgen, og det er ikke verdens undergang. Tal med dit barn, når I kommer hjem, så barnet forstår, at det ikke var hans/hendes skyld.

Ønsker jer masser af stressfrie og dejlige morgener!

Vil du vide mere om det at være et sansestærkt menneske, eller at have et sansestærkt barn, er du velkommen til at besøge min hjemmeside: https://www.hspbalance.dk

Her kan du læse flere blogindlæg, og du kan også booke en tid til en konsultation.


Du booker en tid direkte via hjemmesiden under fanen "priser" eller ved at sende mig en mail på hspbalance@outlook.com. Der er også mulighed for at booke en konsultation en lørdag, hvilket måske passer dig bedre, end på en hverdag. Langt de fleste af mine konsultationer finder sted online via ZOOM, hvilket har vist sig at være den foretrukne måde for mine klienter at mødes på. Det har det bla. fordi, mange bor langt væk og fordi, det gør det muligt at sidde i vante og trygge omgivelser under samtalen. Derudover slipper du for at skulle tænke over at møde op et bestemt sted, planlægge efter trafik, parkering osv.

Desuden er det en oplagt mulighed for forældre til sansestærke børn, som ønsker rådgivning, da det er en fleksibel måde at mødes på. Der er også mulighed for, at I forældre deltager i konsultationen fra hver sin skærm.

At modtage terapi / rådgivning via ZOOM er super nemt! Du modtager via mail, forud for samtalen, et link til ZOOM, og på det aftalte tidspunkt følger du blot linket, og vi mødes i et "online rum". Har du spørgsmål, er du naturligvis altid velkommen til at skrive til mig. Hvis vi, under forløbet, sammen vurderer, at det vil være godt at mødes til en fysisk samtale, vil der være mulighed for det i enten Århus eller Viborg. Det er også muligt at booke en konsultation via telefon.


Jeg glæder mig til at møde dig!


Kærligst,

Sophia


202 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page